Da jeg var lille var jeg ikke meget for at være andre steder end hjemme hos mine forældre. Der var dog et sted, hvor jeg gerne ville være og det var nede hos min farmor og farfar.
Der havde vi det rigtig godt nede. Der var altid en masse ting, som vi kunne give os til.
De havde en stor ejendom med springvand i haven. Det var en ordentlig have, og en del af tiden brugte vi da også på at gå rundt i den her have.
Så gik vi og hjalp min farmor med at ordne haven. Det var hyggeligt, og der blev også brugt en del tid nede i drivhuset og i jordbærrækkerne. Så plukkede vi jordbær, og dem spiste vi så om aftenen.
Det var alletiders.
Vi hjalp også min farfar. De havde et lille landbrug, så det betød at der var nogle høns, som han skulle passe, det ville vi også gerne hjælpe med, så vi fik blandt andet lov til at være dem, som samlede æg ind. Det var sjovt og spændende at se, om der gemte sig noget i alle rederne.

